Som altædende væsner skal vi tænke os om

Stort interview med Chris MacDonald

"Mit syn på sygdomsbekæmpelse er at skabe de værst mulige betingelser for sygdommene og det mest fjendtlige indre terræn overhovedet muligt gennem
mad, motion, meditation, stressbalance, åndedrætsteknikker mm. Hvis vores ndre terræn er lige så tilgængeligt og let at bestige som rulletrappen i Kastrup Lufthavn, så gør vi livet let for disse sygdomme. Hvorfor ikke gøre det så besværligt som overhovedet muligt og dermed reducere risikoen?

Vi skal tænke os om

Af Bibi Stella Kirkegaard fra bogen Go Green

”Let’s walk and talk.” Hvis ikke Chris MacDonald skulle foreslå, at vi kombinerede et interview med en rask gåtur, hvem skulle så? Heldigvis var det aftalt på forhånd, så jeg kunne møde op uden de højhælede, og med et forholdsvist sporty image. Vores halvanden times gåtur på Amager Fælled giver mig ikke bare mange skridt på kontoen, men også et øjebliksbillede af en mand, som virkelig brænder for at hjælpe. Chris har lynendes travlt som coach og inspirator, og går til opgaven med at inspirere danskerne til en sundere og mere balanceret livsstil med samme opskrift, som han har valgt at leve i den højeste ende af flexitarskalaen: Brug hovedet, gør dine egne erfaringer og undersøg tingene grundigt inden du giver dit ja – men når valget er taget, så gør en helhjertet og nærværende indsats.

Min interesse i ernæring udspringer oprindeligt fra min uddannelsesmæssige baggrund i fysiologi. Med tiden ændrede mit fokus sig fra præstationsfysiologi – altså sportsfysiologi, hvor det gælder om at optimere den menneskelige præstation – til velvære- og trivselsfysiologi samt sygdomsforebyggelse. Når du først er begyndt at interessere dig for sygdomsforebyggelse, så løber du hurtigt ind i masser af undersøgelser og videnskabelig litteratur, der beskriver fordelene ved en plantebaseret kost. Så i begyndelsen var det ikke engang af personlig interesse, for det var først som 30-31 årig, at jeg startede med at eksperimentere med en vegetarisk diæt. Og for mig var det virkelig et eksperiment!

Udgangspunktet var nysgerrighed og motivation for at finde svar på to spørgsmål: 1) Kan vegetarisk kost give mig endnu mere energi? 2) Er det realistisk fra et fysiologisk standpunkt at præstere på et højt niveau på vegetarisk kost?

På det tidspunkt trænede jeg til Race Across America (5.000 km. cykling på 10 dage tværs over USA, red.), så jeg havde hverken problemer med energi eller helbred, men jeg havde læst om disse fantastiske atleter, som levede vegetarisk, fx langdistanceløberen Scott Jurek. Jeg kunne altså se, at det kunne lade sig gøre, men jeg er typen, der skal mærke det på egen krop, og når jeg kiggede på den videnskabelige liste over sund mad, så dukkede Kentucky Fried Chicken bare ikke op! Jeg droppede ikke al kød fra den ene dag til den anden, men lavede små justeringer og i min søgen efter at blive så sund, stærk og hurtig som muligt, endte jeg næsten automatisk med at spise mindre og mindre kød. Det er da interessant, ikk’? Jeg prøver på ingen måde at overtale alle til at blive vegetarer, jeg må bare konstatere, at jeg både havde det bedre og præsterede bedre, jo mere plantebaseret jeg spiste. Jeg er vildt fascineret af biologi, så jeg fortsatte eksperimentet.

Når vi kigger tilbage på menneskehedens historie, er der ingen tvivl om, at vi har spist kød, og at kød spillede en afgørende rolle i udviklingen af den mest avancerede hjerne på planeten. Vi er det, der kaldes omnivor – et altædende væsen – så vi kan spise mange forskellige diæter og overleve. Der er ikke én perfekt diæt for mennesket, hvilket også er et af problemerne, når folk begynder at tale om “jæger og samler-diæterne” (bl.a. Palæo, red.). Genetiske studier og fossiler viser, at arkaiske Homo Sapiens anatomisk set, udelukkende udviklede sig i Afrika for 200.000 til 60.000 år siden. Og for 125.000 til 60.000 år siden forlod en gren af Homo Sapiens Afrika, så det er værd at bemærke, at vi alle kommer fra den samme familie. Siden vores udvandring fra Afrika er vi blevet spredt ud over hele planeten, og der er altså stor forskel på, hvad mennesket har spist i troperne og i Grønland. Men at vi skylder en del af vores evolutionære succes til kød, er der ingen tvivl om.

Men vi kan vel godt lide tanken om, at vi har udviklet os bare en lille smule siden hulemandsstadiet?

Kød har bestemt spillet sin rolle, men der er ingen rigtig gode grunde til at spise det i de mængder, vi gør i dag. Vores hjerner bliver fx ikke større af at spise kød, så evolutionært er der ingen begrundelse. Det interessante er dog, at på grund af kødets meget tidlige rolle i vores udvikling har vi en stærk lyst til kød. Folk taler om lysten til sukker, salt og fedt, men til den liste kan vi også tilføje kød. Faktisk er det mærkeligt, vi kalder det “afhængigheder,” for det er egentlig bare, hvad vi naturligt er programmeret til at hige efter for at kunne overleve. Du kan ikke afinstallere programmerne, men kun gøre dit bedste for at indrette dit liv, så programmerne ikke volder dig problemer. Så selv om vores DNA måske kalder på kød, er det vigtigt at huske, at vores forfædre spiste kød i meget mere begrænsede mængder og desuden kød af høj kvalitet. Det var ikke en T-bone steak fra en ko, som har tilbragt det meste af sit liv i en betonblok uden at komme i nærheden af grønt græs.

Hvis vi går tilbage til det faktum, at vi er omnivorer, som er en god ting, så tror jeg også, det er vores akilleshæl i dag, fordi vi kan gøre det okay på næsten en hvilken som helst diæt. Vi kan måske gøre det langt bedre end okay på andre diæter, men vi kan overleve på den mærkeligste mad. Hvis vi ikke kunne det, ville vi højest sandsynligt spise radikalt anderledes, end vi gør I dag. Jeg synes, min far udtrykte det meget præcist efter han var begyndt at spise sundt og træne til at bestige Mount Rainier: “På en skala fra 1 til 10 over, hvor godt man kan have det, har jeg beskrevet de sidste 20 år som en 7’er eller 8’er… men nu, hvor jeg kigger tilbage, må jeg indse at min skala var i stykker. Det, som jeg før kaldte en 8’er, vil i dag have svært ved at nå op på en 3’er.” Jeg tror, vi alle oplever, at skalaen går i stykker i ny og næ, og det er vigtigt at være opmærksom på. Vores levevilkår har ændret sig så radikalt gennem tiden. Vores forfædre behøvede aldrig at stille spørgsmålet “Vil denne mad øge eller mindske min risiko for hjertekarsygdomme, type 2 diabetes eller kræft?” Vores ønsker, længsler og indtag af mad er bygget op omkring vores behov de næste fire timer til fire dage, men aldrig de næste 40 år. Et irrelevant spørgsmål i 99% af menneskets historie, men i dag må vi som generation tænke mere over det end nogensinde før. Når vi får hjertekarsygdomme eller type 2 diabetes, er det jo ikke fordi, vores livsstil har være ubalanceret de forgangne fire måneder – det er en akkumuleret sum af vores livsstil de seneste 20-30 år. Derfor skal vi lære at følge vores intellekt i højere grad end vores instinkter, når det kommer til mad.

Har du oplevet din DNA kalde på kød?

Jeg tror, at hvis man vil leve flexitarisk eller vegetarisk må man forvente en afvænningsfase, hvor lysten til kød kan være ret stærk, og den forsvinder nok aldrig helt. Jeg oplever personligt, at idéen om en steak kan tiltale mig. I praksis ville det dog være en større udfordring at komme igennem en steak for mig, men jo, i min DNA synes der at være et dyrisk “arrrgh” over at spise en steak. Derfor vil det også altid være svært for MacDonalds at introducere en Tofu-McFeast, lige meget hvilken fantastisk vegetarkok de får til at kreere den. Det er bare et svært salg.

Du har også været 100% vegetar. Hvorfor gik du tilbage til at være flexitar?

Ja, jeg var vegetar i fire år, men nu spiser jeg primært en plantebaseret kost og lidt kød. Også kaldet flexitar. Hvis jeg skal være helt ærlig, så giver det mig mest af alt associationer til en forhistorisk skabning. En flexitar kunne ligeså godt være en dinosaur. Så derfor foretrækker jeg at sige, at jeg primært spiser en plantebaseret kost, lidt kød og i perioder vegetarisk. Grunden til, at jeg gik væk fra at spise vegetarisk, var mest et praktisk spørgsmål. Mest for at gøre det nemmere for andre, og ikke så meget for mig selv. Når jeg spiser kød, er det nemlig som regel til højtider eller når jeg er på besøg hos andre, som har gjort en stor indsats for at lave mad. Jeg har da også nydt nogle af de måltider. Men det var bestemt nemmere at spise sundt i sociale sammenhænge, da jeg var 100% vegetar, fordi jeg kunne informere folk i forvejen. Derfor trækker jeg også stadig ”vegetarkortet,” når jeg er på restauranter eller skal flyve, da det gør det så meget nemmere at spise sundere.

Hvordan balancerer du mellem, hvad der er sundt for dig, og hvad der gør andre glade?

Jeg tror, at vores instinkt, der får os til at ville passe ind socialt, er lige så stærkt som vores hang til sukker, salt og fedt. Det har altid givet god mening gennem menneskets historie, fordi prioritet nummer et altid har været at få mad nok, og til det formål har du brug for en gruppe. For ikke at blive udstødt, var du simpelthen nødt til at passe ind i en gruppe og have gode sociale evner. Vores instinkt vil altid animere os til at passe ind socialt, men vi kan træne vores respons, så vi kan se os selv i øjnene i de sociale relationer. Det er godt at være bevidst om, hvordan forskellige sociale sammenhænge kan påvirke vores ageren, og som vegetar kan det være en rigtig god idé med strategier. Ellers kan det blive vildt besværligt for dig og dine omgivelser. Det er måske derfor, at mange flexitarer har deres “køddag” gemt til sociale sammenkomster.

Hvad sagde din familie til din nye kødløse livsstil?

Min mor voksede op på en gård, så derfor var det naturligt, at jeg under min opvækst i Minnesota også spiste kød. Men da jeg blev vegetar støttede mine forældre mig meget lige fra starten, hvilket gjorde mine besøg i USA meget nemmere. Min mor sørgede for, at alle vidste, jeg var vegetar før jeg overhovedet ankom. Hun er et godt eksempel på en “aktiv støtte.” Der er en virkelig stor forskel på, om nogen siger “hey, jeg støtter dig,” eller om vedkommende støtter dig aktivt, for der er forskel på ord og handling. Jeg tror, at når det kommer til sund livsstil, motion, meditation, søvn osv., så bliver det meget nemmere, jo flere aktive støtter du har omkring dig. Vi skal aktivt støtte hinanden, også selv om vi ikke deler hinandens filosofi – det gælder begge veje for både vegetarer og ikke-vegetarer.

Hvordan ser du Danmarks udvikling, når det kommer til sundhed og kød?

En af de fascinerende ting, jeg elsker ved Danmark, er, at når en gruppe mennesker starter med at gøre noget, der giver mening, så er det nemmere at starte en bevægelse end i fx USA. Danmark er på mange områder et homogent land, så når der sker noget vigtigt og godt, spreder det sig til resten af landet. Det er faktisk én af Skandinaviens fordele i kampen mod livsstilssygdomme. Mens vi går her på Amager Fælled, kan vi se mennesker løbe rundt og lave en form for crossfit på Mount Anna (et affaldsbjerg med græs på, red.). Det var ikke særlig almindeligt for 20 år siden. Meget er sket, og det virkelig interessante er, at det er forskellige typer mennesker i alle aldre. Flere og flere begynder at lave deres egen juice, og stigmaet, der måske har været omkring det at spise grøntsager for at leve sundere, er markant reduceret. Og som fysiolog er jeg på ret sikker grund, når jeg siger, at den gennemsnitlige dansker ville gøre noget rigtig godt for deres helbredsmæssige tilstand, hvis han eller hun reducerede sit daglige indtag af kød.

Den danske tradition, der handler om at tage vare på hinanden og have stærke sociale netværk understøtter tendensen i samfundet om at tage sundheden alvorligt. Desværre er det ikke alle, der er så heldige at have en omgangskreds, der støtter dem i en sund og aktiv livsstil. Vi skal være bedre til at acceptere hinandens valg og støtte op om dem. Vegetar eller ikke vegetar.

Når udviklingen er gået den vej, hvorfor er det så stadig så svært at komme i tanke om kendte flexitarer/vegetarer? Den første gang jeg hørte dig springe helt ud af vegetarskabet var i programmet “U-Turn” (2013) med deltagere, der bekæmpede deres livsstilssygdomme ved hjælp af blandt andet vegetarmad og motion.

Jeg har tidligere talt og skrevet om mit eksperiment med at leve som vegetar, men jeg råber ikke højt op om det i enhver sammenhæng. Mest af alt fordi jeg ikke er komfortabel med at fortælle folk, hvad de skal gøre og ikke gøre. Jeg har aldrig været flov over at være vegetar eller flexitar, og mine anbefalinger for en sund livsstil har altid involveret mindre forarbejdet og mere plantebaseret mad. Nogle synes, det er kedelige anbefalinger og kalder dem simple. Jeg synes imidlertid, vi skal reservere ordet “simpel” til de ting i vores liv, som vi gør uden at tænke over dem, og som vi ikke kæmper med dagligt. Ting, der kræver en daglig indsats for at blive husket, og som måske endda kræver mod og viljestyrke, anser jeg ikke for at være simple. Og for mange falder sund livsstil derfor ikke ind under kategorien “simpel.”

I forbindelse med “U-Turn”, hvor deltagerne skulle krydse Pyrenæerne i Frankrig på fem uger, introducerede jeg vegetarisk kost. TV-produktioner elsker enhver kontroversiel idé, du kan komme op med – de ser straks gode TV-billeder – så de var helt med på den. Deltagerne reagerede til gengæld med varierende grad af entusiasme over den nye mad. Fælles var dog, at de havde stor tillid til, at jeg kun introducerede videnskabeligt velfunderede tiltag og noget, som ville hjælpe dem til at nå deres mål om at blive sundere og raskere. Selvom flertallet af deltagerne ikke elskede idéen om en 100% vegetarisk kost, så gik det med dem, som med så mange andre, der giver vegetarismen en chance over en længere periode – de opdagede, at de faktisk kunne lide maden lige så meget som deres tidligere kost. Det betyder ikke, at der ikke var øjeblikke, hvor de drømte om en bøf! Men der var åbnet op for nye muligheder og smagsoplevelser. Min egen oplevelse som vegetar var, at jeg efter et par måneder slet ikke tænkte på kød. Det var slet ikke et issue. Nogle af deltagerne har efterfølgende valgt at fortsætte som flexitarer, og jeg vil sige, at alle fortsat har en livsstil med betydeligt mindre kød end før U-Turn forløbet. Og for mit vedkommende er der ingen tvivl. Hvis jeg igen skal hjælpe folk med en livsstilsændring, så vil jeg kostmæssigt gøre det samme igen.

Ud over sundheden, er der så andre grunde til din livsstil?

Min indgang var eksperimentel og fysiologisk og inkluderede hverken en moralsk eller miljømæssig motivation. Selvom jeg er en stor dyreelsker, så var der ingen stemme i mit hoved, som sagde: “Chris, som stor dyreelsker, må du hellere leve vegetarisk.” Og det på trods af, at jeg ud fra mine biologistudier udemærket er klar over, at en gris eksempelvis er meget klogere og kan outperforme en hund big time. Det er en kulturel ting, at grisen ender i plastikemballage nede i Brugsen, mens vi går tur med hunden.

Det er dog uundgåeligt, at alle, der starter med at leve vegetarisk, og derfor sandsynligvis begynder at læse om emnet, hurtigt bliver konfronteret med den moralske side af vores kødforbrug. Selv var jeg det, du kan kalde “comfortably detached” (bekvemt distanceret, red.) af den moralske diskussion, fordi der bare er en verden til forskel på, om du går op og ned af en ko hver dag for derefter at skulle skære halsen over på den og på at samle en bøf op nede i supermarkedets køledisk. Det er indiskutabelt, at dyr har følelser, men det bliver du heller ikke mindet om, når du skal vælge hvilken slags kød, der skal ende på bordet i aften. “Comfortably detached” gælder også den miljømæssige diskussion. Eksempelvis går vi nu her på en skøn sommerdag, og global opvarmning er bare ikke en del af mine tanker lige nu. Jeg siger ikke, at det ikke burde være sådan, jeg siger bare, at det er den altså ikke.

Enhver skal gøre op med sig selv, hvor de står i de her spørgsmål. Men jeg synes, man kan argumentere ret godt for en vegetarisk livsstil ud fra et moralsk synspunkt. I hvert fald er der plads til pænt store forbedringer på de dyreetiske og miljømæssige områder. Lige meget om vi vælger at leve i den høje eller lave ende af flexitarskalen, som vegetar eller veganer, kan vi alle bidrage til en eller anden form for positiv ændring, når drejer sig om det etiske, det miljø- og sundhedsmæssige. Der er stor sandsynlighed for, at jeg begynder at leve vegetarisk igen, men denne gang vil det være ud fra et moralsk synspunkt. Jeg kender allerede alle de gode effekter, så denne gang ville jeg gøre det for mig personligt, og fordi det føles rigtigt at gøre.

Har du et godt “første skridt” råd til andre, der ønsker at spise mindre kød

Det bedste første skridt er at øge sit indtag af grøntsager. Lær at lave gode og varierede salater. Jeg voksede selv op med et par icebergsalatblade, tomater og agurker som standard, og selvom det i sagens natur er en salat, så kan du sundhedsmæssigt ved at tilsætte forskellige grove grøntsager samt bønner, linser, quinoa osv. køre rundt i en Ferrari i stedet for en Fiat fra 1970. Selv hvis du kun reducerer dit kødforbrug en lille smule, vil flere grøntsager have en positiv effekt på dit helbred. Jeg tænker, at enhver, som planlægger at leve til de er 80, og ikke er bange for at få tarmkræft are kidding themselves, hvis de ufortrødent fortsætter med hver dag at spise masser af kød og kød af mindre god kvalitet. Vi har i lang tid vidst, at den bedste måde at reducere risikoen for tarmkræft er ved at spise flere fibre og mindre kød. Desuden kommer der langsomt men sikkert mere forskning, som viser, at mange andre sygdomme også får svære vilkår og dermed potentielt ikke udvikles, hvis vi spiser mindre kød. Mit syn på sygdomsbekæmpelse er at skabe de værst mulige betingelser for sygdommene og det mest fjendtlige indre terræn overhovedet muligt gennem mad, motion, meditation, stressbalance, åndedrætsteknikker mm. Hvis vores indre terræn er lige så tilgængeligt og let at bestige som rulletrappen i Kastrup Lufthavn, så gør vi livet let for disse sygdomme. Hvorfor ikke gøre det så besværligt som overhovedet muligt og dermed reducere risikoen?